Danske Christian Eriksen kan muligvis komme til at indgå i en byttehandel mellem Inter og Paris Saint-Germain, hvor Leandro Paredes ryger den anden vej.
Den danske landsholdsprofil Christian Eriksen har efterhånden længe været rygtet til andre klubber.
Hos Serie A-storklubben Inter er det endnu ikke blevet til et reelt gennembrud for kreatøren, men der er potentielt en PSG-udvej for ham.
Det er i hvert fald, hvad den Milano-baserede sportsavis La Gazzetta dello Sport skriver.
Hér peges der på, at Inter planlægger en byttehandel med Paris Saint-Germain, hvor Eriksen skal til den franske hovedstadsklub, mens Leandro Paredes rejser den anden vej.
Derudover kan avisen berette, at Inter hidtil kun har modtaget leje-tilbud på danskeren, men klubpræsident Steven Zhang vil angiveligt kun sende offensivspilleren afsted i en permanent handel.
I et nyligt interview med TV2 har Christian Eriksen samtidig erkendt, at hans skifte til Inter ikke har været helt, som han oprindeligt drømte om.
Samtidig er netop Leandro Paredes en spiller, som er blevet rygtet til Inter over en længere periode.