
Foto: Shutterstock
Cristiano Ronaldo frygter angiveligt at spille en sekundær rolle under Erik ten Hag, og derfor kan han skifte til AS Roma, hvor José Mourinho er cheftræner.
Den nyansatte Manchester United-manager Erik ten Hag har et vigtigt transfervindue foran sig, hvor han skal træffe afgørende beslutninger forud for den kommende sæson.
Én af de beslutninger drejer sig om verdensstjernen Cristiano Ronaldo, hvis fremtid på Old Trafford fortsat er uvis.
Og nu melder La Repubblica så, at den efterhånden 37-årige portugiser ønsker at starte på en frisk i en ny klub.
Ronaldo frygter efter sigende at skulle spille en sekundær rolle under Erik ten Hag, idet hollænderens spillestil ikke matcher angriberen.
Derfor forlyder det nu, at den tidligere Real Madrid-stjerne kan rykke til AS Roma, hvor han kender cheftræner José Mourinho.
Foruden Serie A-storklubben nævnes også Sporting CP, hvor Ronaldos professionelle karriere tog sin begyndelse.