Medie: Dansk Premier League-back vil videre

0

Medie: Dansk Premier League-back vil videreFor nylig fik danske Oskar Buur sin Premier League-debut for Wolverhampton, men efter en markant oprustning i Wolves, vil den danske højreback nu søge videre.

Den 14. september fik den 22-årige højreback Oskar Buur Premier League-debut for Wolves, men siden har klubben hentet to nye højrebacks, hvoraf den ene er Nelson Semedo fra FC Barcelona.

Der er derfor lang udsigt til spilletid for danskeren, der nu søger nye græsgange. Det fortæller han til engelske Birmingham Mail, der skriver, at Wolves er åbne for at udleje Oskar Buur, og angiveligt skulle der allerede være interesserede klubber.

“Jeg håber, at næste skridt for mig bliver at finde en klub, hvor jeg kan få fast spilletid og få mere erfaring, så jeg kan udvikle mig som spiller. Det ser jeg frem til,” fortæller Buur til avisen og fortsætter:

“Jeg har været omkring Premier League-førsteholdet og har forbedret og lært meget fra folkene her, men nu vil jeg bevæge mig fremad og hjælpe et andet hold med at opnå sine mål,” uddyber han.

Desuden forklarer han, at han har nået et punkt og en alder, hvor spilletid er en nødvendighed.

Birmingham Mail nævner, at Championship-klubber som Brentford og Middlesbrough følger den unge back, mens også hollandske FC Volendam og belgiske Antwerpen har udvist interesse.

Oskar Buur har i indeværende sæson været med i to Carabao Cup-kampe for Wolverhampton.

I alt er det blevet til seks optrædener for den tidligere AGF-back.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE