Den danske keeper Anders Lindegaard skal sandsynligvis på klubjagt, efter at Manchester United hentede Victor Valdes torsdag aften. Se hans umiddelbare muligheder for en ny klub i England her.
Manchester United sikrede sig torsdag aften en ny keeper i skikkelse af Victor Valdes.
Manager Louis van Gaal var prompte ude at sige, at Valdes er hentet ind som andenmålmand. Det skubber dermed danske Anders Lindegaard længere ned i målmands-hierarkiet.
Ifølge BT’s kilder ønsker Lindegaard at blive i England eller en anden stor liga, eller ligefrem blive i Manchester frem til det større og længere transfervindue til sommer.
Hvis Lindegaard skal finde en ny arbejdsgiver i engelsk fodbold, så peger BT på følgende muligheder:
1. Middlesbrough:
Klubben ligger i øjeblikket i toppen af den anden bedste engelske række, Championship. Dermed forventer de at rykke op til Premier League.
I øjeblikket er deres førstemålmand den 36-årige græker, Dimitrios Konstantopoulos.
2. Newcastle:
Førstemålmand Tim Krul kan være væk til sommer. Derfor kan klubben være stærkt interesseret i at hente en keeper allerede nu, så man er godt rustet til optakten til den nye sæson.
3. Everton:
Her er klubbens førstemålmand Tim Howard blevet 35 år. Reservekeeper Joel Robles ligner heller ikke en mand, der har en fremtid som førstekeeper. Derfor kan Lindegaard komme ind i billedet.
4. Liverpool:
Liverpools nuværende førstemålmand Simon Mignolet er ikke en specielt populære mand i klubben. Derfor vil Liverpool sandsynligvis hente en keeper enten i dette transfervindue eller i sommerens.
Valdes var sandsynligvis et af Liverpools emner, så nu er han streget fra den liste over mulige keepere, mens Anders Lindegaards navn måske er tilføjet eller opprioriteret.