
Foto: Shutterstock
Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen forlader Manchester United til sommer, og nu er han angiveligt blevet tilbudt til en klub i La Liga.
Manchester United og Christian Eriksen går hver til sit denne sommer, hvor danskeren har kontraktudløb med klubben.
Spørgsmålet er derfor, hvad fremtiden bringer for 33-årige Eriksen, som har været rygtet til blandt andre Ajax.
Nu kan OK Baleares så berette, at danskeren er blevet tilbudt til en spansk klub.
Ifølge lokalmediet drejer det sig om RCD Mallorca, som Eriksens agent, Martin Schoots, nu har taget kontakt til.
Mallorca-fodbolddirektør Pablo Ortells overvejer nu situationen, hvor det særligt er økonomien, som skal tænkes igennem.
Klubben er efter sigende blevet overrasket over, at muligheden for at hente Christian Eriksen pludselig er dukket op.
I denne sæson har midtbanespilleren optrådt 35 gange for United med fem mål og fem assists til følge.