
Foto: Shutterstock
Newcastle og Arsenal har meldt sig ind i jagten på Juventus-stjernen Paulo Dybala, som i forvejen er på blokken i både Manchester United og Tottenham.
Om få måneder står den argentinske landsholdsspiller Paulo Dybala uden klub, når hans kontrakt med Serie A-giganten Juventus udløber.
Offensivspilleren skal derfor have fundet sig en ny arbejdsgiver, og ifølge ESPN kan det ende med et Premier League-skifte.
I hvert fald beretter mediet, at fire klubber fra den bedste engelske række har interesse i den 28-årige Juventus-spiller.
Arsenal og Newcastle har efter sigende netop meldt sig ind i kampen om Dybala, mens han i forvejen er på blokken i Tottenham og Manchester United.
Der kan derfor være lagt op til en budkrig om argentineren, hvor nyrige Newcastle vil have en klar økonomisk fordel.
Paulo Dybala har samlet set spillet 34 gange for Juventus i indeværende sæson med 14 mål og seks assists til følge.