Frank Lampard kan være på vej tilbage til Chelsea, som har tilbudt ham en rolle som ambassadør for klubben, skriver The Times.
Frank Lampard bekræftede i sidste uge sit karrierestop, men det betyder ikke, at han forlader fodboldbranchen helt.
Den 38-årige englænder har nemlig fået et jobtilbud fra Chelsea, hvor han tilbragte 13 år af sin fodboldkarriere med mere end 600 kampe til følge.
Ifølge The Times har Chelsea tilbudt Frank Lampard en rolle som ambassadør for London-klubben; en jobbeskrivelse, der blandt andet indeholder at deltage ved diverse sponsorarrangementer.
Trods stor interesse for at vende tilbage til The Blues og Stamford Bridge tøver Frank Lampard med at takke ja til jobbet, idet han ifølge mediet vil se alle sine tilbud an, inden han træffer en beslutning.