
Foto: Shutterstock
Serie A-mestrene fra Inter er i færd med at undersøge muligheden for, at man kan hente Chelsea-stjernen Romelu Lukaku retur til klubben på en lejeaftale.
I sommer købte Chelsea den belgiske landsholdsspiller Romelu Lukaku fri af Inter for et tårnhøjt millionbeløb, men skiftet har ikke været nogen stor succes.
Angriberen har ikke rigtig fundet rytmen på Stamford Bridge, og han har været ude og lufte sin utilfredshed offentligt.
Og nu kan det ende med, at 28-årige Romelu Lukaku forlader Chelsea og vender retur til Inter efter bare en enkelt sæson.
I hvert fald melder det italienske medie Calciomercato, at Inter er ved at undersøge muligheden for at leje den fysisk stærke belgier.
Tilbage i januar-transfervinduet blev Lukaku også sat i forbindelse med et Chelsea-exit, og på det seneste har Paris Saint-Germain været nævnt som en mulighed.
Angriberen har en kontrakt med The Blues, der udløber i sommeren 2026.