
Foto: Shutterstock
35-årige Cristiano Ronaldo tjener enorme summer i Serie A-giganten Juventus, og nu vil klubben sælge den aldrende superstjerne til sommer. Det melder AS.
Juventus købte for lidt over to år siden Cristiano Ronaldo i Real Madrid, og den italienske storklub betalte angiveligt svimlende ca. 745 millioner kroner.
Dertil kom den portugisiske verdensstjernes kolossale lønpakke, som nu skulle være én af hovedårsagerne til, at Juventus ønsker at skille sig af med målscoreren.
I hvert fald melder mediet AS, at italienerne er interesserede i at sælge Ronaldo næste sommer til én af de klubber, der er klar til at hente ham.
Juventus ønsker at få så meget som muligt tilbage af den svimlende sum, man tilbage i 2018 gav for angriberen, og samtidig er hans store løn en økonomisk byrde for klubben.
Dertil kommer, at Cristiano Ronaldo fylder 36 år til februar, og hans tid som absolut topspiller begynder sandsynligvis at lakke mod enden inden længe.
Ronaldos kontrakt med Juventus løber frem til sommeren 2022.