La Liga-klubben Villarreal har angiveligt en scout på lægterne for at se Kamaldeen Sulemana i FC Nordsjællands næste to Superliga-opgør.
Bayer Leverkusen er tidligere blevet meldt interesseret i FC Nordsjælland-stortalentet Kamaldeen Sulemana, men nu skulle også Villarreal angiveligt bejle til ghaneseren.
Således melder sportscorna.com, at når FC Nordsjælland søndag møder AC Horsens, og når det i næste weekend gælder FC Midtjylland, vil Villarreal have en scout på tribunen for at følge kantspilleren.
Superliga-klubben har før haft stor succes med at sælge store talenter til udlandet, hvilket blandt andet sås, da Ajax købte Mohammed Kudus for adskillige millioner kroner.
Det samme kan nu gentage sig med 18-årige Kamaldeen Sulemana, der med sin unge alder og imponerende præstationer har tiltrukket sig en del udenlandsk interesse.
Sulemana har kontrakt med FC Nordsjælland frem til slutningen af 2024, og derfor skal Villarreal lægge en pæn transfersum, hvis de vil hente kometen indenfor nærmeste fremtid.