
Foto: Shutterstock
Den franske Arsenal-anfører Alexandre Lacazette har kontraktudløb til sommer, og nu er han i dialog med Ligue 1-klubben Lyon, hvor han tidligere har spillet.
Tilbage i sommeren 2017 var Arsenal på rov i Ligue 1-klubben Lyon, hvor man hentede angriberen Alexandre Lacazette for et større millionbeløb.
Skiftet har siden vist sig at være en blandet succes for begge parter, og til sommer kan franskmanden så vende retur til sin barndomsklub.
I hvert fald melder mediet Canal Plus, at Lyon er i dialog med Lacazette med henblik på et skifte retur til hjemlandet denne sommer.
Før skiftet til The Gunners nød Lacazette stor succes i Lyon, hvor han samlet set står noteret for 275 kampe, 129 mål og 43 assists.
Til sammenligning har den 30-årige angriber spillet 201 gange for Arsenal, hvor det er blevet til 71 scoringer og 36 oplæg.
Alexandre Lacazette har båret anførerbindet i Arsenal, siden man ophævede kontrakten med Pierre-Emerick Aubameyang for nogle måneder siden.