Premier League-giganterne fra Liverpool vil angiveligt åbne kontraktforhandlingerne med Fabinho, der kan spille centralt på midtbanen og i forsvaret.
I sommeren 2018 skiftede brasilianske Fabinho Ligue 1-mandskabet AS Monaco ud med Liverpool, hvor han skrev under på en femårig aftale.
Det betyder, at han på nuværende tidspunkt er bundet til Merseyside-klubben frem til sommeren 2023, hvor hans kontrakt udløber.
Det vil Liverpool nu angiveligt lave om på, erfarer mediet ESPN.
ESPN påstår, at Liverpool har til hensigt at indlede forhandlinger med den fysisk stærke brasilianer om en ny og forbedret kontrakt inden for den nærmeste fremtid.
Fabinho forventes at få en essentiel rolle for The Reds i fraværet af Virgil van Dijk, da han i flere tilfælde er blevet placeret i midterforsvaret, hvor han har præsteret på et imponerende højt niveau.
Det viste han senest onsdag aften, da Liverpool tog hul på deres udgave af dette års Champions League, som endte med en 1-0-sejr ude mod Ajax.