Manchester City er klar til at sprænge banken for at hente FC Barcelonas store stjerne, Lionel Messi. Samtidig vil de udstyre ham med en rekordløn.
Manchester Citys manager Pep Guardiola vil meget gerne genforenes med sin tidligere profil, Lionel Messi.
Ifølge Daily Mirror skulle Manchester City i øjeblikket arbejde på at forberede et tilbud til FC Barcelona på knap 870 millioner kroner for Messi.
Samtidig er Manchester-klubben parat til at udstyre Lionel Messi med en rekordstor økonomisk kontrakt, der vil sikre ham til ugeløn på hele 4,3 millioner kroner.
Til sammenligning er Cristiano Ronaldo aktuelt set den bedst lønnede fodboldspiller med en løn på lidt over 3 millioner kroner.
Messis nuværende kontrakt løber frem til sommeren 2018, men hvis kontrakten ikke forlænges inden da, kan Barca blive nødsaget til at sælge argentineren, hvis de vil tjene på deres store profil.
I kulissen står efter sigende også både Manchester United, Chelsea og Paris Saint-Germain klar til at byde på Messi.
Mediet skriver dog, at Guardiola sandsynligvis har den fordel, at han har et indgående kendskab og et godt forhold til netop Messi.