
Foto: Shutterstock
FC Barcelona-superstjernen Lionel Messi har længe været rygtet væk fra klubben, og han træffer angiveligt sin beslutning efter sæsonen. Det melder Goal.
Lionel Messi har været i FC Barcelona siden helt tilbage i år 2000, hvor han kom til La Liga-storklubbens ungdomsafdeling, og i 2005 rykkede han op på førsteholdet.
Siden da har den magiske argentiner ikke set sig tilbage, men hans tid i FC Barcelona kan snart være omme.
I hvert fald har der efterhånden længe floreret rygter om, at Messi, der har kontraktudløb til sommer, har været på vej til enten PSG eller Manchester City.
Indtil videre er han dog Barca-spiller, og ifølge mediet Goal træffer verdensstjernen først sin endelige beslutning efter denne sæson.
Ifølge mediet har Messi ikke været i kontakt med andre klubber, og han vil efter sigende fortælle verden efter sæsonens afslutning, hvor hans karriere skal fortsætte.
I denne sæson har 33-årige Lionel Messi spillet 25 kampe i alle turneringer med 16 mål og syv assists til følge.