Ifølge Daily Mirror, ser den ombejlede Shakhtar-midtbanespiller, Henrikh Mkhitaryan, ud til at vrage Liverpool og smutte til Dortmund i stedet.
Premier League-klubben Liverpool har i lang tid jagtet Shakhtar Donetsks midtbaneprofil, Mkhitaryan, og ifølge diverse medier skulle de to klubber også være blevet enige om en pris for den 24-årige armenier.
Men nu ser tingene anderledes ud, da Daily Mirror i dag beretter, at spilleren hellere tager til Tyskland for at spille for Dortmund i stedet.
Dette skulle ske som følge af, at Dortmund har accepteret Shakhtars krav om en sum på cirka 200 millioner kroner for Mkhitaryan, som dermed kan ende hos de tyske vicemestre.
Desuden skønner Daily Mirror, at Dortmund må ses som en mere attraktiv destination for Mkhitaryan, da klubben kan garantere Champions League-deltagelse næste år, i kontrast til Liverpool, som slet ikke er med i nogen europæisk turnering.
24-årige Henrikh Hamleti Mkhitaryan har spillet for Shakhtar Donetsk siden 2010, hvor han i løbet af sine 72 kampe for klubben, er nået op på imponerende 38 mål.