
Foto: Shutterstock
Juventus-waliseren Aaron Ramsey kan ende med at vende retur til Premier League, hvor Newcastle skulle være klar til at byde på ham. Det melder Eurosport.
31-årige Aaron Ramsey har en lang fortid i London-storklubben Arsenal, hvor den centrale midtbanespiller slog sine folder over en periode på mere end 10 sæsoner.
Den walisiske landsholdsprofil endte dog med at forlade The Gunners ved sit kontraktudløb tilbage i 2019, hvor han skrev under med Juventus.
Det skifte har dog på ingen måde været nogen ubetinget succes, og ifølge Eurosport kan Aaron Ramsey nu være på vej retur til den bedste engelske række.
Mediet melder således, at den nyrige Premier League-bundklub Newcastle overvejer at byde på Juventus-spilleren.
Ramsey har flere gange været rygtet væk fra Serie A-giganten efter perioder med manglende spilletid og sløje præstationer, og det kan altså nu blive en realitet.
Midtbanemotoren har en kontrakt med Juve, som udløber i 2023.