
Foto: Shutterstock
Den tidligere FC København-spiller Victor Nelsson er på blokken i Nottingham Forest, som nu har afgivet et bud på den danske landsholdsstopper.
24-årige Victor Nelsson har gjort det godt i Galatasaray, siden han skiftede til den tyrkiske storklub tilbage i sommeren 2021.
Hans gode præstationer har udmøntet sig i interesse fra Premier League, hvor bejlere som Tottenham og Nottingham Forest er blevet nævnt.
Og nu melder mediet Aksam så, at sidstnævnte har afgivet et konkret bud på Nelsson.
Det lyder angiveligt på omtrent 134 millioner kroner samt yderligere cirka 30 millioner kroner i forskellige bonusser.
Galatasaray kan blive nødt til at sælge midtstopperen for mindre end hans frikøbsklausul, hvis de vil undgå problemer med Financial Fair Play.
Klausulen skulle lyde på i omegnen af 186 millioner kroner.
Victor Nelsson skulle være klar til at rykke til Forest, da han ønsker at prøve sig af i en større liga, lyder det.