
Foto: Shutterstock
Den Schalke-ejede Liverpool-lejespiller Ozan Kabak har efter sigende tiltrukket sig interesse fra Leicester og Newcastle. Det skriver Sport1.
Premier League-storklubben Liverpool valgte tilbage i vinter-transfervinduet at hente Schalke-profilen Ozan Kabak på en lejeaftale, som udløber denne sommer.
I mellemtiden er Schalke rykket ud af Bundesligaen, og det kan derfor meget vel ende med, at man er nødt til at sælge den 21-årige tyrker.
Her har der tidligere været meldinger om, at Jürgen Klopp og co. ikke ønsker at gøre aftalen permanent, men Kabak kan dog blive i Premier League alligevel.
I hvert fald skriver mediet Sport1, at Leicester og Newcastle er blandt en række klubber, som kigger på den unge midtstopper.
Ozan Kabak spillede siden sit vinter-skifte til Liverpool 13 gange i alle turneringer, heraf ni kampe i Premier League, hvor det dog ikke blev til scoringer.
Tyrkeren har en kontrakt med kriseramte Schalke, som løber frem til sommeren 2024.