
Foto: shutterstock.com
Det trækker op til et klubskifte for den 26-årige dansker Kasper Junker, der i Bodø/Glimts mesterskabssæson i Norge har været i forrygende form.
Junker har selv udtalt, at han drømmer om et skifte denne vinter, og nu melder det engelske medie Team Talk, at han følges af flere britiske klubber, blandt andre to styks fra Premier League.
Således skulle oprykkerne West Bromwich og også Crystal Palace være forholdsvis interesserede i angriberen, der har været brandvarm i Eliteserien.
Ligeledes Championship-klubberne Swansea, Middlesbrough og Bristol City skulle angiveligt også have kastet blikket på Kasper Junker.
Mediet skriver derudover, at danskeren allerede har tiltrukket sig interesse fra den skotske storklub Celtic og også Derby.
Kasper Junker har som sagt spillet en fremragende sæson i det norske, hvor han i 25 Eliteserie-kampe leverede svimlende 27 scoringer og 11 assists.
Hans kontrakt med de norske titelvindere udløber ved udgangen af 2022.