
Foto: Shutterstock
Paris Saint-Germain har fået nok af skadesplagede Sergio Ramos, og derfor vil Ligue 1-topklubben af med ham til sommer. Det melder Le Parisien.
Sidste sommer hentede Paris Saint-Germain Sergio Ramos på en fri transfer, efter spanieren havde forladt Real Madrid ved sit kontraktudløb.
Siden da er det dog kun blevet til sølle otte optrædener for den franske topklub, hvilket primært skyldes de mange skader, Ramos har været ramt af.
Og ifølge Le Parisien får det nu konsekvenser for forsvareren, som PSG ønsker at skille sig af med til sommer.
36-årige Sergio Ramos har ellers kontrakt med klubben frem til sommeren 2023, men PSG skulle have besluttet sig for at afskibe ham nu.
Dog bliver det næppe nemt for Mauricio Pochettino og co. at finde en bejler til Ramos, fordi hans høje lønkrav kan blive en knast.
Foruden klubfodbolden har Sergio Ramos samlet set spillet 180 landskampe for Spanien.