Real Madrids præsident Florentino Perez er ikke tilfreds med cheftræner Carlo Ancelotti. Derfor vil han afskedige træneren og erstatte ham med Rafael Benitez.
Real Madrid glippede både Champions League-finalen og dermed muligheden for at snuppe trofæet for anden sæson i træk, samt muligheden for at vinde det spanske mesterskab, der gik til ærkerivalerne fra FC Barcelona.
Det får nu konsekvenser for klubbens cheftræner Carlo Ancelotti.
Ifølge Sky Sports vil Ancelottis agent Ernesto Bronzetti mødes med Real Madrids præsident Florentino Perez i morgen, hvor parterne vil forhandle en afskedigelse på plads.
Ifølge den klausul, som Ancelottis kontrakt indeholder, har han krav på lidt over 22 millioner kroner, hvis han bliver fyret. Det er blandt andet dette beløb, som skal drøftes på morgendagens møde.
Det forlyder, at Ancelotti allerede har været i kontakt med Silvio Berlusconi om at tiltræde som ny cheftræner i AC Milan, som han har trænet tidligere.
Rafael Benitez bliver ny Real Madrid-cheftræner
Den nye cheftræner ventes at blive 55-årige Rafael Benitez. Den nuværende cheftræner i Napoli, som har kontraktudløb efter denne sæson, ventes at forlade klubben til fordel for Real Madrid i hjemlandet.
Benitez har tidligere været i Real Madrid. Først var han træner for Real Madrids B-mandskab Castilla i perioden 1993 til 1995 og siden hen blev han assistenttræner for Vicente del Bosque.
Af andre træneremner har Jürgen Klopp, Zinedine Zidane samt Fernando Hierro også været inde i billedet som ny cheftræner for kongeklubben, men Benitez ligner altså manden, der overtager for Ancelotti.