Brøndby meddelte i går, at angriberen Simon Makienok havde takket nej til et stort tilbud fra udlandet – nu afslører BT den kæmpemæssige løn, som han afviste.
Det lød i går på Brøndbys hjemmeside, at Simon Makienok havde fået en henvendelse fra en udenlandsk klub, som ville have fingrene i ham. Denne klub viste sig af være russiske Terek Grozny.
Samtidig kunne de gule og blå dog glæde sig gevaldigt ved, at den høje angriber takkede pænt nej til denne klub, og i stedet valgte at blive i Danmark frem for at modtage en ordentlig pose penge.
Ifølge BT ligger lønnen, som Makienok fik tilbudt, nemlig på cirka 11,2 millioner kroner om året, hvilket selvfølgelig ville være en enorm opgradering fra hans nuværende løn i Brøndby, som ligger på knap en million kroner årligt.
BT skriver yderligere, at han blev tilbudt fire år i Terek Grozny, hvilket altså alt i alt ville indbringe ham i hvert fald 45 millioner kroner i sin tid hos klubben.
Dette skulle dog ikke være tilfældet for 22-årige Simon Makienok, som ellers kunne have bidraget økonomisk til klubben ved at blive solgt. Den russiske klubs bud lød ifølge BT nemlig på cirka 28 millioner kroner.