
Foto: Shutterstock
FC Barcelonas talentfulde offensivspiller, Lamine Yamal, har i dag skrevet under på en kontraktforlængelse.
Den nye kontrakt gælder til sommeren 2031, og den spanske landsholdsspiller kommer til at tjene styrtende.
Ifølge den spanske avis El Pais, så kommer Yamal til at tjene omkring 15 millioner euro per sæson. Det svarer til små 112 millioner kroner årligt.
Det gør ham til den tredjebedst lønnede efter Frenkie de Jong og Robert Lewandowski, og han fylder vel at mærke først 18 år den 13. juli.
Men hans astronomiske løn stopper ikke her. Kontrakten indeholder nemlig en række præstationsbaserede bonusser, der anses for at være let opnåelige.
Med disse bonusser kan hans løn komme op i omegnen af 20 millioner euro årligt, svarende til små 150 millioner kroner hvert år.
Trods sin unge alder har han allerede spillet 106 førsteholdskampe for FC Barcelona med 25 scoringer og 34 assists til følge.
I aftalen har Yamal fået en frikøbsklausul på en milliard euro, svarende til 7,46 milliarder kroner.