Ifølge tyske Bild har Schalke kig på den tidligere Barcelona-profil Ronaldinho, som man via deltagelse i Champions League vil lokke til Veltins-Arena.
33-årige Ronaldinho er uden tvivl nået forbi sin storhedstid, hvor han med dansende driblinger og smukke afslutninger imponerede hele fodboldverdenen, og endte med at blive et synonym for teknisk perfekt fodbold.
Derefter har han fulgt den typiske brasilianske vej, og er vendt tilbage til hjemlandet, for at tørne ud i den brasilianske liga for Atletico Mineiro. Men nu kan Ronaldinho være på vej til europæisk fodbold igen.
Det forlyder således fra det tyske medie Bild, at Schalke har fået et godt øje til den måske bedste tekniker verden endnu har set. Den tyske klub har tilmed et attraktivt lokkemiddel.
Som det tit er faktoren for, at spillere i europæisk fodbold skifter klubber, vil Schalke nemlig lokke Ronaldinho til Bundesligaen med Champions League-bold.
Dermed kan verdens bedste fodboldspiller anno 2005 måske være på vej til tyske Schalke, som her til aften er blevet sat i Champions League-gruppe med Chelsea, Basel og Steaua Bukarest.