Ifølge Marca vil Sergio Ramos skrive under på en kontraktforlængelse, der gælder til 2020 med Real Madrid.
Real Madrids forsvarsprofil og nyudnævnte anfører, Sergio Ramos, har været et stort samtaleemne på rygtebørsen denne sommer.
29-årige Ramos har været meldt tæt på et skifte til Manchester United, men nu tyder alt på at han alligevel bliver i Real Madrid.
Ifølge Marca er Ramos og Real Madrid nået til enighed om en kontraktforlængelse, der binder den spanske forsvarer til klubben frem til 2020.
Aftalen vil blive offentliggjort inden den spanske sæson starter i slutningen af august, beretter avisen.
Sergio Ramos kan se frem til en årsløn på lige under 70 millioner kroner. Hans oprindelige kontrakt med klubben stod til at udløbe i 2017.