
Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo
Den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg er på blokken i Atletico Madrid, der arbejder på at hente ham. Det melder mediet Tuttomercatoweb.
27-årige Pierre-Emile Højbjerg har længe været fast mand på holdkortet i Tottenham, men det kan snart få en ende.
Flere medier har således berettet, at danskeren ikke vil være garanteret en startplads under nyansatte Ange Postecoglou.
Derfor er Tottenham efter sigende villige til at sælge Højbjerg, og den mulighed ønsker Atletico Madrid at udnytte.
Ifølge Tuttomercatoweb er Atletico i færd med at etablere kontakt mellem parterne med henblik på, at man kan hente danskeren til klubben.
På det seneste er Højbjerg også blevet sat i forbindelse med et skifte til Bayern München, hvor han spillede for år tilbage.
Midtbanespilleren står alt i alt noteret for 145 kampe for Tottenham, hvor han har kvitteret med ti mål og 16 assists.