
Foto: Unisport
Spotify-ejer Daniel Ek er angiveligt klar til at byde over 15 milliarder kroner på Premier League-storklubben Arsenal inden slutningen af næste uge.
Et stort antal Arsenal-fans har igennem en årrække været utilfredse med klubbens ejer, den amerikanske rigmand Stan Kroenke, og annonceringen af Super League gjorde det ikke bedre.
Tilhængerne har protesteret massivt mod ejeren, og mange fans håber på at presse ham ud af klubben og få nye kræfter ind.
Her har især den svenske Spotify-ejer Daniel Ek været nævnt, og han har selv udtalt, at han er interesseret i at købe klubben.
Nu bakker Sky Sports den historie op.
Mediet melder således, at Ek byder 1,8 milliarder pund, svarerende til svimlende ca. 15,45 milliarder kroner, inden slutningen af næste uge.
Over for mediet bekræfter Arsenal-legenden Thierry Henry, at svenskeren mener det alvorligt, og Henry håber, at Kroenke-familien vil lytte til buddet.
Mikel Arteta og Arsenal har gang i en katastrofal sæson, hvor man i skrivende stund ligger på 9. pladsen i Premier League.