
Foto: Shutterstock
Liverpool-midtbanespillerne Georginio Wijnaldum og Naby Keïta står til at forlade Premier League-storklubben denne sommer. Det skriver Sunday World.
Liverpool-profilen Georginio Wijnaldum har kontraktudløb med Jürgen Klopp og co. til sommer, og den 30-årige hollænder har især været kædet sammen med FC Barcelona.
Nu skriver Sunday World så, at han er meget tæt på at nå til enighed med La Liga-giganten, hvor han kender cheftræner Ronald Koeman fra det hollandske landshold.
Wijnaldum har været en vigtig spiller på det svingende Liverpool-mandskab i år, hvor han har spillet 46 kampe i alle turneringer.
Derudover skriver Sunday World, at en anden midtbanespiller i form af Naby Keïta også meget vel kan forlade The Reds i den kommende sommers transfervindue.
Den efterhånden 26-årige Keïta skiftede til Liverpool fra RB Leipzig tilbage i sommeren 2018, men skiftet er ikke gået som håbet.
I denne sæson har midtbanespilleren således bare optrådt 10 gange i Premier League, hvor det hverken er blevet til mål eller assists.