
Foto: Shutterstock
London-klubben Tottenham har angiveligt afgivet et bud på den danske landsholdskomet Mikkel Damsgaard, som lyder på omkring 185 millioner kroner.
21-årige Mikkel Damsgaard er i skrivende stund Sampdoria-spiller, men det kan meget vel nå at ændre sig, før det igangværende transfervindue lukker.
I hvert fald bliver den danske landsholdsspiller rygtet flittigt til en række europæiske topklubber, deriblandt AC Milan, Liverpool og FC Barcelona.
Og skal man tro mediet La Republicca, har Premier League-klubben Tottenham afgivet et bud på offensivspilleren.
Buddet skulle efter sigende lyde på 25 millioner euro, hvilket svarer til i omegnen af 185 millioner danske kroner.
Spurs’ nye direktør, Fabio Paratici, skulle have et godt øje til den tidligere FC Nordsjælland-komet, men prisen kan blive et problem.
Sampdoria skulle kræve ca. 260 millioner kroner for deres talentfulde stjernefrø, men de skulle være villige til at gå i forhandlinger om prisen.
21-årige Damsgaard har en kontrakt, der udløber 2024.