Vejle-kometen Wahid Faghir er efter sigende på blokken i Serie A-topklubben Atalanta, som i forvejen råder over den danske landsholdsspiller Joakim Mæhle.
Den bare 17-årige Vejle-angriber Wahid Faghir leverede en lang række stærke præstationer i den forgangne Superliga-sæson, og det er på ingen måde gået ubemærket hen.
Den unge angriber har således været rygtet til adskillige større adresser end Vejle, hvor flere udenlandske klubber har været nævnt.
Nu melder mediet TuttoMercatoWeb, at der er interesse for Faghir fra flere italienske klubber, deriblandt Atalanta og Bologna.
Hos førstenævnte ville den danske U21-landsholdsspiller komme til at spille på hold med landsmanden Joakim Mæhle, som var en stor EM-profil for Danmark.
Samlet set står Wahid Faghir noteret for 26 kampe i den bedste danske række, hvor det er blevet til seks scoringer fra den unge angriber.
Vejle-kometen har en kontrakt med Superliga-klubben, som løber frem til udgangen af 2022.