Middlesbrough er favorit til at løbe med Zinedine Zidanes søn, Enzo, der søger væk fra Real Madrid i jagten på spilletid. Det erfarer Daily Mail.
Premier League kan blive beriget af en Zidane i den kommende sæson, eftersom Real Madrid har bekræftet, at de arbejder på at sende talentfulde Enzo på udlån i løbet af sommeren.
Den 21-årige midtbanespiller fik godt nok spilletid mod både Chelsea og Paris Saint-Germain, da Kongeklubben senest var på tour i USA, men han er altså ikke en del af farmand, Zinedines, planer endnu.
I stedet står Middlesbrough klar til at leje Enzo Zidane, som klubbens manager, Aitor Karanka, kender særdeles godt. Han har nemlig været både spiller og træner i netop Real Madrid.
Det skriver engelske Daily Mail, som dog også mener at vide, at flere La Liga-klubber har snøren ude efter Zidane junior, der faktisk foretrækker at bære moderens navn, Fernandez, på sin spilletrøje.