
Foto: Shutterstock
RB Leipzigs Timo Werner har været rygtet på Liverpool mange gange, men nu ser Chelsea ud til at løbe med ham i ellevte time. Modsat Liverpool vil de nemlig gerne betale hans frikøbsklausul.
Timo Werner har igennem længere tid lignet en kommende Liverpool-spiller målt på antallet af medier, som har kædet parterne sammen.
Sådan ser det dog ikke ud til at ende. Tidligere på dagen skrev nogle medier ellers, at Liverpool var blevet enig med Werner-lejren om en femårig kontrakt.
Men her til aften rapporterer troværdige medier som tyske Bild og engelske BBC Sport, at det i stedet bliver Chelsea FC, som løber med tyskerens eftertragtede signatur.
Den 24-årige angriber har en frikøbsklausul på 420 millioner kroner, og den har Liverpool angiveligt ikke ønsket at matche. Det skulle Chelsea til gengæld, men de har ikke al tid i verden.
Angriberens frikøbsklausul udløber den 15. juni, og derfor skal Chelsea FC eller en anden bejler snart lægge beløbet på bordet.
Det forlyder, at Werner vil få en femårig kontrakt med London-klubben.
I denne sæson har tyskeren scoret 31 mål i 40 kampe for RB Leipzig. Derudover har han også bidraget med 12 assists.
Transfer-journalist: Chelsea løber med Werner
Transfer-journalisten Fabrizio Romano skriver ligeledes på sin Instagram-profil, at det bliver Chelsea, der løber med Werners underskrift. Det bliver officielt i én af de nærmeste dage.
Ifølge ham har Liverpool ikke sendt et officielt bud i aften for at snuppe Werner foran næsen på rivalerne. The Reds har besluttet at holde på pengene, på grund af corona-situationen, skriver han.
Samtidig skulle Werner også have talt med Chelseas manager, Frank Lampard.
Den tyske landsholdsspiller kan se frem til en femårig kontrakt med en årsløn på omkring 10 millioner euro, svarende til knap 75 millioner kroner i Chelsea, beretter han.