
Foto: shutterstock.com
Medierne Mundo Deportivo og Sport skriver, at FC Barcelona-præsidenten Josep Bartomeu har trukket sig efter dagens hastemøde i klubben.
Præsident Josep Bartomeus navn har været et af de mest omdiskuterede i FC Barcelona de seneste par måneder.
Præsidenten har været alt andet end populær, og adskillige af klubbens medlemmer har raset over hans måde at styre tingene på, hvor egne talenter er blevet erstattet af aldrende spillere udefra.
Det hele kulminerede med anfører Lionel Messis utilfredshed denne sommer, som senere fik medlemmer til at samle over 20.000 underskrifter mod Bartomeu.
Det har fremprovokeret en afstemning om mistillidsvotum, som planmæssigt skal afvikles henover søndag og mandag. En afstemning, som præsidenten har forsøgt at få udskudt som følge af coronasituationen lige nu.
Den plan har han dog indtil videre ikke fået trumfet igennem, og det skulle angiveligt have fået præsidenten til endegyldigt at trække sig.
Tirsdag var der hastemøde i FC Barcelona om tingenes tilstand, og udfaldet af dette møde er ifølge adskillige spanske medier, heriblandt Mundo Deportivo og Sport, at Josep Bartomeu og hans stab har trukket sig.
Ifølge Sport er der indkaldt til pressemøde denne aften, hvor det forventes at blive offentliggjort.
Josep Bartomeu har været præsident i Barca siden 2014.