AaB ser ud til at lande den tidligere Tottenham-spiller Filip Lesniak. Den 21-årige slovak er angiveligt i Aalborg for at gennemgå et lægetjek.
AaB har for et par timer siden præsenteret Kristoffer Pallesen som ny spiller i klubben, men angiveligt er nordjyderne ikke færdige med at handle denne mandag.
På transfermarkt.com anføres den tidligere Tottenham-spiller Filip Lesniak nemlig nu som AaB-spiller, og flere både engelske såvel som slovakiske medier mener at vide, at den 21-årige midtbanespiller blot er millimeter fra at kunne præsenteres i den rød-hvide-trøje.
Den historie bakker tipsbladet.dk også op om. De skriver, at Lesniak i dag er til lægetjek i Aalborg, og hvis alt går efter planen kan han sætte sin underskrift på en treårig kontrakt med nordjyderne.
Filip Lesniak kom til Tottenham i 2012 og har primært optrådt på klubbens ungdomshold sidenhen. Han står noteret for 52 kampe for Spurs’ U21-mandskab, men fik i sidste sæson et par minutter i Europa League-kvalifikationen sammen med Christian Eriksen og co., ligesom han fik debut i Premier League.
Den talentfulde slovak, der primært gør sig på midtbanen eller i det centrale forsvar, kom på banen med fire minutter igen i Tottenhams 6-1-sejr over Leicester, hvor han rent faktisk assisterede Harry Kanes mål til 5-1.
Denne sommer udløb Lesniaks kontrakt med det engelske storhold dog, og trods de i Spurs har været i tvivl om, hvorvidt de burde forlænge med defensivspilleren, skal han altså nu søge nye græsgange.
Det har kastet interesse fra klubber i blandt andet The Championship af sig, men over for det slovakiske medie kosiceonline.sk afslører hovedpersonen selv, at hans fremtid ligger i Aalborg.
“Jeg er en ung spiller, og jeg har brug for at spille. AaB er en klub med kvalitet og store ambitioner, og den danske liga er meget god. Det er en stor motivation for mig, og jeg tror på det,” lyder det efter sigende fra Lesniak.
Allan Gaarde har ikke ønsket at forholde sig konkret til historien, men han bekræfter over for bold.dk, at han selvfølgelig godt kender den nu forhenværende Tottenham-spiller.