De danske mestre fra Farum, FC Nordsjælland forventer ikke at der kommer flere handler i sommerens transfervindue, som lukker når midnat indtræffer.
FC Nordsjælland blev i sidste sæson noget overraskende danske mestre foran FC København, hvilket betyder klubbens første deltagelse i Champions League-gruppespillet. Her venter giganterne Chelsea, Juventus og Shakhtar Donetsk.
Men det bliver den nuværende trup, der skal klare disse seks kæmpe udfordringer. Sportsdirektør Jan Laursen slår over for Ekstra Bladet fast at der ikke kommer flere indkøb til klubben:
”Ja, det ser sådan ud. Vi forventer ikke, at der sker noget på den front i dag,” udtaler Jan Laursen til Ekstra Bladet.
Der har da også været gang i svingdøren hos mestrene. Joshua John er lejet, mens man har hentet Kamal Isaah, Anders Christiansen, Morten Nordstrand og Thomas Villadsen på permanente kontrakter.
Ud er gået landsholdsspillerne Tobias Mikkelsen og Andreas Bjelland, samt udlejet Christian Gytkjær og Jacob Egeris. Også Andreas Granskov, Mads Thomsen og Rune Pedersen har forladt mestrene.