Michael Gravgaard: Derfor stopper jeg

0
Michael Gravgaard fortæller, at det ikke har været nogen let beslutning at stoppe i Randers FC som sportslig og kommerciel direktør.

Fredag stod det klart at cheftræner Ricardo Moniz var fortid i Randers FC.

Det fik samtidig Michael Gravgaard til at overveje sin fremtid som sportslig og kommerciel direktør.

Gravgaard nåede frem til at det var bedst for ham og klubben, at han opsagde sin stilling.

LÆS OGSÅ: Officielt: Moniz fyret – Gravgaard stopper i Randers

“Jeg blev orienteret om bestyrelsens beslutning vedrørende opsigelsen af Ricardo, og den har jeg taget til efterretning. Jeg er virkelig ked af, at Randers FC igen skal ud og finde ny cheftræner, men jeg ved beslutningen er taget med stor omhu og omtanke. Jeg har med baggrund i den beslutning også taget min egen rolle op til overvejelse og har meddelt bestyrelsen, at klubben skal finde en anden sportslig og kommerciel ansvarlig,” siger Michael Gravgaard til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Byen og adressen her betyder meget for mig, og det vil den altid gøre, og derfor skal ingen betvivle min vilje til at ville det bedste for Randers FC, også i min opsigelsesperiode. Det har ikke været nogen nem beslutning, og jeg vil gøre mit allerbedste for at afslutte mine opgaver på bedst mulig vis.”

“Jeg vil gerne takke bestyrelsen for den tillid, der både er og har været mig givet. Jeg håber, jeg kan aflevere det sportslige i en bedre forfatning, og jeg synes, der er lys for enden af tunnelen i en svær tid for Randers FC.”

Michael Gravgaard bliver dog i stillingen indtil klubben har fundet en erstatning.

“Der er stadig nogle dage tilbage af dette transfervindue, og vi har fuld tillid til, at Michael gør sit bedste for Randers FC, uagtet at vi i nærmeste fremtid skal reorganisere vores setup. Vi vil sammen med Michael finde ud af, hvornår tidspunktet er rigtigt i forhold til de opgaver, der er presserende, hvorefter Michael derefter kan træde tilbage som sportslig og kommerciel direktør for Randers FC,” siger bestyrelsesformand Per Hastrup til klubbens hjemmeside.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE