Swanseas danske manager Michael Laudrup er ikke i tvivl, når han skal udpege den spiller, der har været hans bedste indkøb gennem hele trænerkarrieren.
Michael Laudrup er efterhånden en erfaren cheftræner. Han har trænet fem klubber, og derved har han naturligvis også hentet en del forstærkninger.
Adspurgt om sit bedste køb nogensinde, er danskeren ikke i tvivl. Der er tale om Swanseas angrebsprofil Michu.
“Jeg bestræber mig altid på at gøre gode handler med spillere, men Michu må være mit bedste indkøb, på grund af hans betydning og den forskel, som han har gjort – og stadig gør – for truppen,” forklarer Michael Laudrup ifølge Daily Express.
“Det handler ikke kun om mål. Han vil vinde og kan afgøre en kamp på et splitsekund. Vi har set, hvad han er i stand til. Han kan spille i front eller lige bagved, og det er en meget vanskelig position. Han er meget vigtig for os, og det er umuligt at sætte en pris på ham.”
27-årige Michu blev købt hos spanske Rayo Vallecano for blot 20 millioner kroner.