Michael Laudrup: Her er min holdning til fyringen

0

Michael LaudrupMichael Laudrup blev fyret i Swansea tidligere på ugen, men han ville på det tidspunkt ikke forholde sig til sagen. Det gør han i dag.

Torsdag eftermiddag kunne Michael Laudrup udsende en større udtalelse, hvor han kommenterede på sin fyring i Swansea.

Laudrup har leveret sin udtalelse gennem den engelske manager-forening League Manager Association.

TV2.dk har oversat udtalelsen, og her følger deres uredigerede udgave:

“Jeg er dybt skuffet over at være blevet afskediget som træner for Swansea City. Det har især været skuffende at opleve, at klubben i et kort brev uden begrundelse gav mig beskeden om, at sådan en forhastet beslutning var nødvendig.

Jeg modtager juridisk bistand og League Managers Association har allerede skrevet til klubben for at få en ordentlig forklaring på fyringen. Indtil vi får et svar, er jeg ikke i stand til at sige mere om fyringen, men jeg vil gerne benytte denne tidlige lejlighed til at takke Swansea Citys fans for deres fortsatte støtte og sige, at det har været en ære at træne denne store fodboldklub.

Jeg har virkelig nydt min tid i Premier League, som jeg betragter som en af de bedste ligaer i verden. Jeg forlader klubben med stolthed over de kollektive resultater, vi har opnået i løbet af de seneste 20 måneder, og jeg mener, at vi har fortsat klubbens udvikling i tråd med mine forgængere inklusiv Roberto Matinez og Brendan Rodgers.

Det åbenlyse højdepunkt i min tid i klubben var at føre Swansea til det første store trofæ i klubbens historie med sejren i Capital One Cuppen på Wembley, som resulterede i europæisk kvalifikation. Derudover var vores niendeplads i sidste sæson den højeste placering i 31 år og den næsthøjeste i klubbens 102-årige historie, og det fylder mig med stolthed.

I denne sæson har vi alle nydt den uforglemmelige rejse i Europa League, hvor holdet om kort tid møder Napoli i kampen om at komme blandt de 16 bedste hold. Klubben har informeret mig om, at jeg ikke må besøge træningsanlægget for at sige farvel til spillerne, så det gør jeg gennem denne meddelelse. Spillerne har været fantastiske og deres bidrag under den meget professionelle vejledning fra min trænerstab har været helt fundamental for klubbens seneste succes. Tre medlemmer af min trænerstab er også blevet fyret.

Selvom ligaresultaterne har været skuffende på det seneste, er vi stadig nummer 12 i tabellen, og det er klart for alle, at det er de små marginaler, der adskiller 11 klubber. Selvom vi har været uheldige med skader, tror jeg, at vores ligaform ville have forbedret sig, og at vi ville kunne drage fordel af de kommende kampe i Europa League og FA Cuppen.

Jeg ønsker klubben alt det bedste for fremtiden og for resten af kampene i Premier League, Europa League og FA Cuppen.”

Michael Laudrup blev manager i Swansea den 15. juni 2012.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE