Michael Laudrup: Holder trænerpause på ubestemt tid

0
Michael Laudrup: Holder trænerpause på ubestemt tid

Foto: shutterstock.com

Michael Laudrup har besluttet sig for at holde pause som cheftræner for en fodboldklub. Det sker på ubestemt tid.

53-årige Michael Laudrup har siden 2016 været træner i Al-Rayyan SC, men nu har den danske fodboldlegende besluttet sig for at holde pause fra trænergerningen på ubestemt tid.

“Jeg har lyst til at holde en pause. Jeg har trods alt beskæftiget mig med fodbold på højt plan, siden jeg var 17 år, så nu er det tidspunktet, hvor livet skal byde på noget andet – i en periode. Det er en tidsubestemt pause. Det kan være 6 måneder, 12 måneder eller permanent. Det vil kun tiden vise, men lige her og nu er der dømt pause,” siger Michael Laudrup til TV 2 Sport.

Al-Rayyan endte på tredjepladsen i ligaen, mens holdet lørdag aften tabte 2-1 i finalen i den prestigefyldte Emir Cup.

Det skete mod Al-Duhail SC, der tidligere var kendt som Lekhwiya, hvor Laudrup ligeledes har været cheftræner.

Michael Laudrup slår dog fast, at han ikke er træt af fodbold.

“Jeg har vejet for og imod og er kommet til den konklusion, at jeg absolut ikke er træt af fodbold, men at jeg bare har lyst til og brug for en pause. Også for at prøve noget andet i livet. Det har jeg behov for, og det, tror jeg, er sundt.”

Dermed er hans trænerkarriere på 18 år sat på standby. Han startede som assistenttræner på det danske landshold for Morten Olsen. Siden da stod han som cheftræner i spidsen for Brøndby, Getafe, Spartak Moskva, Real Mallorca, Swansea samt senest Lekhwiya og Al-Rayyan.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE