Forsvarsspilleren Jesper Mikkelsen har tegnet en ny kontrakt med Silkeborg IF. Den nye aftale løber frem til juni 2013.
Silkeborg IF sikrede sig papirer på forsvarsspilleren Jesper Mikkelsen tilbage i sommeren 2010. Den 31-årige forsvarsspiller har i sin tid i SIF udviklet sig til at blive en af profilerne.
Derfor var det også glædeligt for klubben, at de i dag kunne underskrive en kontraktforlængelse med Mikkel, der gælder frem til udgangen af juni måned 2013.
“Jeg har altid været rigtig glad for at være i klubben og en del af det gode sammenhold, men det er klart, at den seneste periode med kontinuerlig spilletid nok har været afgørende for både klubben og mig i forhold til at forlænge kontrakten. Så det er rart, at det hele nu er faldet på plads,” udtaler Mikkelsen til klubbens hjemmeside, og uddyber:
“I 2010 kom jeg til SIF som midtbanespiller, men vores spil er så pasningsorienteret og boldbesiddende, at jeg er faldet rigtig godt til i rollen som midterforsvarer. For da mine kvaliteter ikke kun er defensivt orienterede, har jeg fået gode muligheder for at deltage i det opbyggende spil, når vi har bolden, og den periode vi har været inde i på det seneste som hold, ser jeg meget frem til at fortsætte i det nye år.”