Morten Olsen: Trænerkarrieren er nok forbi

0

Morten Olsen: Trænerkarrieren er nok forbiDen tidligere danske landstræner, Morten Olsen, fortæller nu, at hans tid som fodboldtræner sandsynligvis er forbi. Han ønsker ikke længere at arbejde døgnet rundt.

67-årige Morten Olsen stoppede som landstræner for det danske landshold for halvandet år siden. Nu fortæller Olsen, at han har besluttet sig for at stoppe som fodboldtræner.

“Jeg ser for mig, hvordan tilværelsen for mig og min kone ville være, og så er det, at jeg siger, at det nok er slut,” siger Morten Olsen til DR og fortsætter:

“Det handler om at afveje de to ting: Hvad har jeg til gode i elitefodbold, hvor jeg har været i 50 år? Og hvad har jeg så til gode i mit resterende liv i forhold til interesser, venner og kone? Balancen tipper over imod det sidste,” siger Olsen.

“Derfor er min karriere som træner højst sandsynligt slut. Det er ikke en definitiv udmelding, for det kan være der pludselig kommer en spændende mulighed, hvor det kan lade sig gøre. Men ligegyldigt, hvilket trænerjob man får, vil det være døgnet rundt, og i mit tilfælde ville der ikke være plads til andet. Og så er det, jeg siger: Hvad har jeg til gode? Jeg har været dér før,” uddyber Olsen og tilføjer:

“Jeg har fået tilbud fra alle topklubber i Bundesligaen. Alle. Også Bayern München. Den mest glædelige oplevelse, jeg har haft som træner har været, at alle de klubber, jeg blev fyret fra, har givet mig tilbud om vende tilbage. Brøndby har prøvet, FC Köln har prøvet to-tre gange, og det samme har Ajax.”

For to uger siden blev Olsen tilbudt at komme til en klub midt i sæsonen, og hvis han havde været 10 år yngre, havde han takket ja straks. Han ønsker dog ikke at flytte igen, fortæller han.

Heller ikke Anderlecht-jobbet var spændende nok, selvom han ikke skulle flytte. Olsen kan ikke længere se sig selv arbejde i døgndrift.

Morten Olsen startede trænerkarrieren i Brøndby, hvor han var fra 1989 til 1992. Herefter kom han til tyske FC Köln, hvor han var fra 1993 til 1995. Han stod herefter i spidsen for Ajax fra 1997 til 1998. Derefter fulgte lidt mere end 15 år i spidsen for det danske A-landshold.

Som aktiv nåede Olsen at spille 102 landskampe frem til 1989, mens han repræsenterede klubberne B1901, Cercle Brügge, Racing White, Anderlecht og FC Köln.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE