Chelsea FC’s manager José Mourinho bekræfter, at Eden Hazard snart vil signere en ny kontrakt med klubben. Se, hvad han kommer til at tjene her.
Chelsea-manager José Mourinho bekræfter, at klubben snart vil få en ny kontrakt på plads med den 23-årige stjerne, Eden Hazard.
“Ledelsen har hele tiden sagt til mig, at de vil færdiggøre kontrakten, så det har jeg ikke været bekymret for,” fortæller manageren ifølge BBC Sport.
Det engelske medie mener at vide, at Hazard kan se frem til en femårig kontrakt, hvor han vil få 200.000 pund i ugeløn, hvilket er knap to millioner kroner.
I november måned skrev avisen The Guardian, at gennemsnitslønnen for en Premier League-spiller for 2013/2014-sæsonen var på knap en fjerdedel af den sum, som Hazard kan se frem til at tjene.
Den belgiske landsholdsprofil har i denne Premier League-sæson scoret fire mål i sine syv kampe for klubben.