Italienske Juventus har fundet svaret på deres umiddelbare angrebsproblemer. Franskmanden Nicolas Anelka har nemlig gennemført lægetjekket, oplyser klubben.
I sidste sæson vandt Juventus mesterskabet uden at have en eneste spiller, der scorede over ti Serie A-mål. I denne sæson har billedet gentaget sig.
Mange chancer er brændt og mange point tabt på grund af en manglende frontangriber, der uge efter uge kan blive ved med at banke kasser ind mellem modstandernes stænger.
Det har Juventus også erkendt, eftersom de har valgt at hente den snart 34-årige franske angriber Nicolas Anelka på en lejeaftale for den resterende del af sæsonen.
Han skal hjælpe klubben til succes og skabe noget bredde i frontlinjen, da klubben kan se frem til at kæmpe med i både pokalturneringen, ligaen og Champions League.
Klubben har nemlig bekræftet at Anelka har været i Torino for at gennemgå det obligatoriske lægetjek, der skal til før han kan kalde sig Juventus-spiller.
Han skulle ifølge italienske medier få 5,5 millioner kroner for sine fem måneders rådighed for ’Den Gamle Dame’.