Aston Villas nye manager, Remi Garde, afslører, at han tidligere har afvist en anden Premier League-klub. Han vil dog ikke fortælle hvilken.
Remi Garde blev mandag præsenteret som ny manager i Aston Villa, hvor han afløser Tim Sherwood, der sidst i oktober fik en fyreseddel efter en skuffende start på sæsonen.
Nu afslører franskmanden, at han tidligere er blevet tilbudt managersædet i en anden Premier League-klub. Han vil dog ikke afsløre hvilken.
“Ja, jeg har fået et tilbud fra en anden Premier League-klub, men jeg sagde nej, da tilbuddet kom i en periode, hvor jeg ikke var klar til at indlede trænergerningen igen,” siger Remi Garde til Daily Mail.
Flere medier satte 49-årige Remi Garde i forbindelse med managersædet i Newcastle i slutningen af sidste sæson, og ifølge Daily Mail er det også netop jobbet i det nordengelske, som den forhenværende Arsenal-profil har afvist.