OB’s direktør Thomas Christensen har valgt at stoppe i stillingen med øjeblikkelig virkning, grundet sygdom. Ole Bang Nielsen overtager midlertidigt.
OB’s direktør har gennem mange år været Thomas Christensen. Men i dag valgte direktøren at trække sig, fordi han har døjet med sygdom over en længere periode.
“Det har været en meget svær beslutning, men jeg er nødt til at prioritere mit helbred højest. Som administrerende direktør er det hverken muligt eller ansvarligt overfor mig selv og overfor virksomheden at sætte helbredet på spil. Samtidig kan jeg ikke lade Odense Sport & Event, som er mit erhvervsmæssige hjertebarn, vente på ubestemt tid,” fortæller Thomas Christensen til klubbens hjemmeside.
Christensen fortsætter dog i OB i en rolle, der endnu ikke er defineret, mens han også indtræder i bestyrelsen ved næste generalforsamling.
“Det er rigtig trist for Odense Sport & Event, at Thomas Christensen må stoppe som administrerende direktør, men jeg har naturligvis stor forståelse for hans beslutning. Jeg ved, hvor meget Odense Sport & Event betyder for Thomas, og jeg ved i mindst ligeså høj grad hvor meget Thomas har betydet for Odense Sport & Event. Det viser rigtig meget om Thomas’ format og ledelsesansvar, at han træffer en beslutning som denne for at sikre, at Odense Sport & Event ikke skal stå i et vadested, mens han fokuserer på sit helbred. Det har jeg kæmpe respekt for,” forklarer bestyrelsesformand Niels Thorborg.
Ole Bang Nielsen overtager ansvaret som administrerende direktør midlertidigt. Bang Nielsen har tidligere været direktør i flere store virksomheder. Han bliver ansvarlig for alle ikke-sportslige aktiviteter.
Sportsdirektør Jesper Hansen vil derfor fremover referere direkte til bestyrelsen.