OB-legende er ny chefscout i klubben

0

OB-legende er ny chefscout i klubbenOB har i dag tilknyttet OB-legenden Steen Nedergaard som ny chefscout. Han afløser klubbens tidligere chefscout Viggo Jensen.

Steen Nedergaard kan se tilbage på en glorværdig karriere som professionel fodboldspiller. Nedergaards længste ophold var i OB, hvor han opnåede hele 423 kampe for førsteholdet.

41-årige Nedergaard har i dag valgt, at vende tilbage til fynboerne, men nu i rollen som chefscout, hvor han afløser Viggo Jensen, som i dag er sportsdirektør i Esbjerg fB.

“Vi er meget glade for, at Steen Nedergaard har taget imod vores tilbud. Han er en mand med OB-blod i årene, og han kender vores klub ud og ind. Samtidig har han et stærkt netværk og imponerende kendskab i forhold til både dansk, skandinavisk og europæisk fodbold, og derfor ser vi frem til at have Steen som en betydelig del af vores sportslige set-up i fremtiden,” fortæller OB’s administrerende direktør Thomas Christensen til klubbens hjemmeside.

Nedergaard spillede i OB fra 1987 frem til 2000, inden han tog til engelske Norwich, for i 2003 at vende tilbage til Ådalen.

Da han lagde fodboldstøvlerne på hylden, kastede han sig over trænerfaget, mens han siden har været rådgiver i fodboldbranchen igennem Spillerforeningen. Han glæder sig til de nye udfordringer, der venter ham i OB.

“Jeg ser frem til den udfordring, der venter mig som chefscout i OB. Jeg glæder mig til at optimere scoutingsystemet yderligere, og jeg føler, at jeg har en masse uvurderlig erfaring med mig fra de seneste år i rådgivningsbranchen. Den erfaring glæder jeg mig til at bruge i min nye funktion i OB, hvor jeg kan gøre nytte af de kontakter og det netværk, jeg har opbygget. Og at OB er en klub, som jeg har følelser for har selvfølgelig gjort beslutningen om at tage udfordringen op langt lettere.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE