OB-profiler forlænger

0

OB-profiler forlængerOB’s profilerne, anføreren Chris Sørensen samt topscoreren Peter Utaka, har i dag forlænget deres kontrakter med klubben. Begge aftaler løber frem til 2012.

OB kunne i dag annoncere to forlængelser af kontrakterne med nogle af holdets mest markante profiler.

Holdets anfører og venstreback, Chris Sørensen, har forlænget sin kontrakt, som oprindeligt udløb til sommer.

“Som anfører er Chris Sørensen naturligvis en vigtig del af vores trup. Både på og udenfor banen er han et af omdrejningspunkterne i truppen, og derfor er det af stor betydning for os, at vi er blevet enige om en kontraktforlængelse. Vi har store ambitioner i OB, og Chris Sørensens rutine i både SAS Ligaen og europæisk sammenhæng kan blive et vigtigt element i at indfri disse,” siger direktør Kim Brink til klubbens hjemmeside.

32-årige Sørensen tiltrådte i klubben i 2004, og han har i alt scoret 22 mål i 251 kampe indtil videre.

Ud over den nye aftale med anføreren, kunne OB-ledelsen og dens tilhængere også glæde sig over, at forlænge med klubbens topscorer, 26-årige Peter Utaka.

“Jeg er en glad mand i dag. Det har været en fantastisk tid i Odense Boldklub, og jeg har udviklet mig meget som fodboldspiller. Vi har et fremragende hold, der konstant spiller med i toppen, og jeg kan fortsat udvikle mig i klubben, så jeg glæder mig over den nye kontrakt,” forklarer Utaka til klubbens hjemmeside. Han ser frem til de kommende opgaver for klubben.

“Nu ser jeg frem til et spændende forår, hvor vi vil gøre alt for at forsvare vores placering. Desuden vil jeg selvfølgelig meget gerne slutte som SAS Ligaens topscorer. I efteråret venter europæisk fodbold, så jeg ser mange udfordrende opgaver forude.”

Utaka har optrådt 53 gange for klubben, hvor han har vist sin skarpe målnæse ved at nette 32 gange.

Begge OB-profiler har forlænget deres kontrakter, så de først udløber i sommeren 2012.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE