OB’s sportsdirektør Jesper Hansen slår i dag fast, at cheftræner Kent Nielsen ikke er tæt på at blive fyret.
OB har med søndagens 3-0-nederlag til Brøndby tabt seks kampe i træk.
Men det betyder ikke, at sædet under cheftræner Kent Nielsen er blevet varmere. Det slog sportsdirektøren i dag fast.
“Svaret er ganske kort, at Kent Nielsen ikke er i fare for at blive fyret. Da vi ansatte Kent i 2015 på en fireårig aftale var det et klart signal om, at vi skal bygge nogle ting op fra bunden. Det er jeg helt overbevist om, at Kent er den rette mand til, og vi har rigtig stor tålmodighed,” siger Jesper Hansen til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Kent Nielsens ansættelse som cheftræner for ligaholdet er en del af den store forandring og udvikling, vi har sat i gang i OB, og så længe vi ser, at vi over hele linjen er hastigt på vej fremad, så må vi leve med, at vi har dårlige perioder på enkelte områder.”
OB’s næste opgave i Superligaen lyder på AGF på hjemmebane.