AaB har i dag forlænget kontrakten med Patrick Kristensen, der kan spille stort set alle positioner på en fodboldbane.
Onsdag kunne AaB offentliggøre, at anfører Rasmus Würtz havde underskrevet en ny kontrakt frem til sommeren 2018, og i dag er turen så kommet til Patrick Kristensen.
Den 28-årige altmuligmand har ligeledes sat sin signatur på en aftale frem til sommeren 2018.
“Patrick er en intelligent og teknisk dygtig fodboldspiller, der nu med sine 28 år befinder sig i sin bedste fodboldalder.”
“Samtidig er Patrick en altid værdig repræsentant for AaB, og han har stor betydning for truppen – ligesom vi er overbeviste om, at han stadig har et udviklingspotentiale, som vi sammen skal forløse,” siger sportsdirektør, Allan Gaarde, til klubbens hjemmeside.
Patrick Kristensen fik debut på AaB’s bedste mandskab som 18-årig. Da var han angriber. Sidenhen har knægten fra Storvorde fået kampe på både midtbanen og i særdeleshed som back.
Og netop på backpositionen håber han at blive fast mand i foråret, idet Henrik Dalsgaard har forladt bolsjestriberne til fordel for belgiske Zulte-Waregem.
“Jeg ser frem til at være med til at føre AaB’s værdier videre til de unge spillere, og rent sportsligt er min ambition – nu hvor Henrik Dalsgaard er rejst til Belgien – at erobre pladsen i højre forsvarsside.”
“Gilli (Rolantsson, red.) gør det også godt, men jeg vil gøre alt for, at Lars Søndergaard (AaB’s cheftræner, red.) er tvunget til at kigge min vej, og jeg glæder mig helt vildt til et spændende forår,” siger Patrick Kristensen og understreger sin glæde ved at repræsentere AaB:
“AaB er min klub, og der jeg hører til. Vi har gang i et spændende projekt både på og uden for banen, og vores attraktive spillestil er også noget, der passer mig godt.”
Patrick Kristensen er blot én ud af 17 spillere i AaB-truppen, der har spillet ungdomsfodbold på Hornevej.