Officielt: AaB binder Børsting til 2019

0

AaBAaB har forlænget med 21-årige Frederik Børsting. Kantspillerens nye kontrakt løber til sommeren 2019.

Frederik Børsting har i denne sæson slået sit navn fast på AaB’s Superliga-mandskab, og det er han nu blevet belønnet for med en ny kontrakt frem til sommeren 2019.

“I sine første 18 måneder af sin seniortid har Frederik gennemgået en enorm udvikling, og han har hurtigere end forventet formået at gøre sig gældende i Alka Superligaen, hvilket også er en cadeau til både vores talentudvikling omkring Superligatruppen og Frederik selv,” siger Allan Gaarde til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Børsting er god til lidt af hvert: Han har stor løbekapacitet, han er en stærk erobringsspiller og kan afdrible en mand. Og så har han en god psyke og en stærk vilje, som kan hjælpe ham endnu videre.”

“Vi er overbeviste om, at Fredrik med hårdt arbejde vil fortsætte sin udvikling, og derfor er vi naturligvis også glade for, at en ny aftale er kommet på plads,” slutter AaB-sportsdirektøren.

21-årige Frederik Børsting kom til AaB fra Klarup som ungdomsspiller, og han er glad for, at han kan fortsætte sin udvikling i Aalborg.

“Det er gået stærkt, og jeg synes, at jeg har lært ufattelig meget på kort tid, og jeg har ikke været i tvivl om, at det er i AaB, jeg fortsat skal udvikle mig.”

“Jeg har kæmpe følelser for AaB, hvor jeg nu har været i 11 år, og det er megafedt, at klubben tror på mig, så jeg også i fremtiden kan være en del af det spændende projekt, som vi har gang i,” siger Frederik Børsting til AaB’s hjemmeside.

Frederik Børsting er også en del af det danske U21-landshold, som han indtil videre har repræsenteret otte gange.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE